Banestien Frederikshavn til Sæby følger i grove træk den gamle jernbanestrækning langs kysten mellem Sæby og Frederikshavn. Sæbybanen blev oprettet i 1882 med ambitioner om at udvide jernbanenettet så man kunne køre direkte fra Nørresundby og hele vejen til Frederikshavn. 18 september 1899 stod hele strækningen færdig. Jernbaneeventyret varede dog ikke evigt og i 1968 blev Sæbybanen endegyldigt nedlagt.
Siden hen er de gamle sveller på Sæbybanen blevet fjernet og ruten mellem Frederikshavn og Sæby er blevet forvandlet til en cykel- og vandresti, der ud over en kort tur under motorvejen følger den gamle banestrækning fuldstændigt.
Hvis vejret er til det er det oplagt at kombinere turen med Nordsøstien, der følger samme rute, men som går langs stranden ca. 100 meter længere østpå end banestien.
Sværhedsgrad: 1
Længde: Ca. 15 km
BANESTIEN MELLEM FREDERIKSHAVN OG SÆBY
Banestien begynder i nærheden af færgeterminalen i Frederikshavn. Herfra går ruten gennem Frederikshavn frem til Bangsbo kirke, hvor den svinger ned forbi ishockeystadionet. Hernæst følger stien nogle mondæne villakvarterer inden den når kysten og stranden. Her kan man vælge at følge nordsøstien langs stranden eller man kan blive på banestien over engområder. Begge stier mødes igen lidt inden Sæby. Den sidste del af turen er på en slags cykelsti hele vejen gennem Sæby og forbi Sæby havn.
Selve banestien byder ikke på mange interessante steder, men lidt syd for Frederikshavn kommer man forbi et område der er under naturpleje af nogle meget specielle køer. Derudover er der en rigtig god udsigt til Pikkerbakken og de store bunkeranlæg på toppen.
Ruten langs kysten er utrolig smuk og der er rig mulighed for at se edderfugle og hvis man er rigtig heldig endda en sæl. Der er også rigtig gode muligheder for at finde rav på stranden. Derudover er der en del bunkers ude i vandet.