Sværhedsgrad: 1-2
Længde: Ca. 8 km.
Kort og godt om vandring på Livø
Med sine 3,2 km2, eller 320 hektar er Livø en af Limfjordens mindste øer, men på samme tid en af de mest unikke. I modsætning til Fur, Egholm og småøerne rundt om Mors ligger Livø langt nok ude i fjorden til at det kræver en “rigtig færgetur” at komme hertil. Til gengæld serveres der både øl og kaffe på overfarten. Du kan finde færgeplan og bestille billet her.
Det mest unikke ved Livø er dog hverken den uanselige størrelse eller den relative afstand fra fastlandet, det er derimod øens historie, der for alvor gør den til noget unikt. Oprindeligt var Livø, som så mange andre småøer, underlagt et kloster inde på fastlandet, men sidenhen blev øen brugt som isoleret anstalt indenfor psykiatrien. Da institutionen lukkede, blev Livø kortvarigt benyttet som flygtningelejr inden den endelig blev omlagt til det statsejede eksperimentallandbrug som øen er i dag.
Naturen på Livø
På trods af sin beskedne størrelse byder Livø på en rig og alsidig natur. Øen har været fredet siden 1977, og på nær det økologiske statslige landbrug, Avlsgården, er der ingen aktiv udnyttelse af øen og Livø er også bilfri. Den sydligste spids af øen udgøres af den totalt fredede Livø Tarp, der er hjemsted for fugle og sæler, som der er god sandsynlighed for at få øje på, især hvis du tager en kikkert med. Den nordlige del af øen er dækket af et stort skovområde med meget gammel ege- og hasselskov. Skovene var i middelalderen jagtreservat for Vitskølkloster og derfor blev skoven ikke fældet som det skete de fleste steder i Danmark. Det gør at egetræerne har fået lov til at vokse sig gamle og knortede.
Vandreruten på Livø
Forståeligt nok, Livøs beskedne størrelse taget i betragtning, er der kun en egentlig vandrerute på øen. Ruten fører til gengæld stort set hele øen rundt og den starter og slutter samme sted. Den eneste del af øen man ikke kommer ud på, på ruten er Livø Tarp, der er totalt fredet. Du kan dog godt komme så langt sydpå at du ved hjælp af en medbragt kikkert kan se de sæler, der bor på tarpen. Vandreruten starter ved færgelejet og går herfra nord på gennem Livø by og forbi Avlsgården. Når du er forbi Avlsgården kommer du gennem lavtliggende enge og øens små heder. Herefter kommer du ind igennem den særprægede ege- og hasselskov, inden du kommer ud ved kystskrænterne ved Louisehøj. Louisehøj er øens højeste punkt og herfra er der i klart vejr en fantastisk udsigt over på Fur, Mors og Hanherred. Den sidste del af ruten fører gennem Avlsgårdens tilplantede, økologiske marker hele vejen tilbage til Livø by, hvorfra der kun er en lille kilometer til færgelejet. I Livø by er der kro med selvbetjening, hvor du kan få dig en sodavand eller en Livø-øl efter gåturen. Der er anlagt to udsigtstårne langs ruten, der giver mulighed for at få et godt overblik over Livø, samt Limfjorden, Fur og Vesthimmerland.
Overnatning
Store dele af den gamle institution i Livø by er omdannet til overnatningsmuligheder. Der er huse eller lejligheder med alt fra 2 til 60 senge. Derudover er der også campingplads et par hundrede meter fra færgelejet. Du kan finde en oversigt over alle overnatningsmulighederne på Livø her. Foruden overnatning på selve Livø kan det varmt anbefales at overveje at overnatte i Rønbjerg i stedet for. Dette er lige ved færgen og der er langt flere overnatningsmuligheder og restauranter. Et populært valg her er Rønbjerg feriecenter, men der er også en del andre sommerhuse og udlejninger. Du kan finde en oversigt over overnatningsmuligheder i Rønbjerg her.
Der er mulighed for at købe mad på Livø Kro eller på Købmands cafeen, det er dog en god ide at bestille på forhånd, da der ikke ellers altid er åbent i køkkenet.