Malta er et af de mindste lande i Europa. Egentlig er Malta et ørige bestående af 3 øer: Malta, Gozo og Camino. Hele landet er bare 316 km2, hvilket er ca. det halve af Bornholm. I modsætning til Bornholm, bor der dog tæt ved en halv million indbyggere, plus turister i Malta.
Det høje indbyggertal kombineret med megen turisme betyder at der er meget tung bebyggelse, især på hovedøen Malta. Man kunne derfor foranlediges til at tro at vandring og Malta var totalt no-go, men sådan er det ikke helt. Selvom øerne ikke byder på samme idylliske vandremuligheder som andre middelhavsøer, såsom Mallorca, så er der alligevel nok grunde til at du burde finde plads til at tage vandrestøvlerne med i kufferten.
NATUREN PÅ MALTA
Malta er en af de tættest befolkede lande i hele Europa så du skal ikke forvente at finde store arealer med uberørt natur. Faktisk er der kun en enkelt egentlig skov på øen og den er plantet som jagtskov af korsridderne.
I stedet for store områder med vild natur byder Malta på rige muligheder for at opleve samspillet mellem natur og mennesker. Da øen ligger midt ude i Middelhavet, ret tæt på den Libyske kyst, så er der både varmt og samtidig utrolig tørt. Naturen på Malta bærer stærkt præg af dette og med mindre du kommer lige efter en større omgang regn så er der knastørt. Selvom Malta set med danske øjne virker ret kuperet, så er der faktisk ikke nogen egentlige bjerge på øerne. Til gengæld er du aldrig langt fra havet på dine vandringer og du er heller aldrig langt fra en by eller landsby, hvor du kan proviantere.
PRAKTISK INFORMATION
I mange år var det næsten kun charterfly, der fløj til Malta fra Danmark. Især Dansk Folkeferie har i mange år været stærkt repræsenteret på øen. En rejse med Folkeferie eller et andet charterbureau er stadig væk en udmærket mulighed, hvis du vil ned og gå på øen.
De sidste år er der dog også dukket en del ruteflyvninger op til Malta. Blandt andet Norwegian flyver regelmæssigt fra København til Valletta. Du kan finde en oversigt over alle fly til Malta her.
Hvis du selv vælger at arrangere din rejse, så kan det anbefales at bo i hovedstaden Valletta. Selvom byen ikke i sig selv er udgangspunkt for vandreture, så er den udgangspunkt for samtlige busser på øen, hvilket gør det meget let at komme fra og til ruterne. Bussystemet i Malta er utrolig veludbygget og der går aldrig lang tid mellem busserne. Til gengæld kan de godt være lidt langsomme på grund af den meget tætte trafik. Stort set alle busser afgår fra hovedbusstationen lige uden for Vallettas byport.
Foruden at være udgangspunkt for busser, så er Valletta også de senere år blevet shinet utroligt meget op. Dette er sket som følge af byens rolle som Europæisk kulturhovedstad i 2018, hvilket gør at der er et hav af gode spisesteder og spændende butikker.
Der er mange gode overnatningsmuligheder i Valletta. Der er mulighed for at bo på alt fra vandrehjem og private lejligheder til eksklusive boutique hoteller, så der er noget for enhver smag og pengepung. Du kan finde en god oversigt over overnatningsmuligheder her.
Hvis du hellere vil lidt væk fra vrimlen på selve Malta, så kan du også vælge at bo på den mere fredelige naboø Gozo. Her er lidt færre mennesker og mere natur. Du kan finde en oversigt over oovernatningsmuligheder på Gozo her.
Vandreruter på Malta
Selvom Malta ikke er specielt kendt for vandreferie, så er det alligevel noget, der fokuseres på. Der er anlagt 9 officielle og velafmærkede vandreruter af forskellig længde, men typisk på omkring de 10-12 km. Vandreruterne er velbeskrevne og du finder såvel oversigt som detaljerede kort og beskrivelser på visitmalta.com. De fleste af ruterne kombinerer elegant natur med historiske og kulturelle mindesmærker. Langt de fleste af vandreruterne er på hovedøen Malta. Der er dog også et par ruter på Gozo og lidt beskrivelse om vandring på Comino, den mindste af øerne.