Myanmar, tidligere kendt som Burma, var indtil for ganske få år siden et militærdiktatur, der var underlagt skrappe sanktioner fra vesten, hvilket gjorde landet svært tilgængeligt for turisme uden for de store byer. Dette har siden det demokratiske tøbrud i 2011 ændret sig med rivende hast. Dette betyder at det nu er muligt at tage på organiserede vandreture og trekking i store dele af Myanmar, der tidligere var helt lukket land for udlændinge. Endnu har masseturismen dog på ingen måde meldt sig og det anslås at der er mindre end 3.000.000 udlændinge, der besøger landet om året. Dette inkluderer endags turister, der bare krydser landegrænsen fra Thailand eller Kina for at handle. Det at landet kun lige er ved at åbne sig op over for omverdenen kombineret med de relativt få besøgende gør at trekking i Myanmar er en ekstremt spændende og eksotisk oplevelse, så skynd dig inden alle andre får øjnene op for Myanmar som vandreland og stierne bliver overfyldte.
Praktisk info om vandring i Myanmar
De fleste oplagte steder at tage på trekking eller vandreferie i Myanmar ligger i den nordlige halvdel af landet. Det er derfor en fordel at flyve direkte til Mandalay i stedet for at flyve til Yangon. Mandalay lufthavn har internationale ruter direkte til Bangkok, Singapore og flere andre storbyer i Indien og Kina. Du kan let finde en billet fra Danmark eller asiatiske lufthavne til Mandalay her. Alternativt kan du også flyve til den gamle hovedstad Yangon (Rangoon) hvorfra du kan flyve direkte videre til eks. Inle eller Lashio. Billetter til Yangon finder du her. Indenrigsfly er generelt ekstremt billige og da der er rigtig mange konkurrerende selskaber er forbindelserne også ret hyppige og forbløffende pålidelige.
Siden der blev åbnet op for turisme til Myanmar har landet oplevet et decideret byggeboom indenfor hotelbranchen. Faktisk forlyder det at det er gået lidt for stærkt så landet i dag lider under en belægningsprocent under 50%. Det betyder at det er ekstremt let at finde rigtig gode overnatningsmuligheder for meget små penge. En oversigt over overnatningsmuligheder ved Inle Søen finder du her. Derudover er der også rigtig mange gode hoteller til billige penge i Kalaw, og et par gode bud i Hsipaw. Hvis du har brug for en overnatning eller to i Mandalay inden du begiver dig ud på trekking kan du se en oversigt over hoteller her.
Indtil for nyligt var det nødvendigt at medbringe friske dollarsedler når man rejste til Myanmar. Dette er ikke længere tilfældet, da der nu er hæveautomater over alt og generelt er det nu lettere at betale med den lokale valuta Kyat.
Vandring i Burma blandt stammefolk
Officielt bor der 135 forskellige etniske grupper i Myanmar. Ca. halvdelen af landets befolkning er Bamar, den etniske gruppe, der har lagt navn til landet. Bamar-folket bor primært i den frodige Irrawaddy dal, der skærer sig ned midt i landet. Den anden halvdel af befolkningen består af et væld af forskellige grupper, med unikke sprog og kulturer. Nogle af de større grupper er Kachin, Chin, Shan og Karen. Størstedelen af befolkningen i Myanmar er buddhister, men en anseelig del af minoriteterne er kristne eller animister. De fleste populære vandreområder i Myanmar er oppe i bjergene, i den nordlige del af landet, hvor de forskellige minoriteter bor. En vandreferie i Myanmar er derfor ikke bare en mulighed for at få set noget verdensklasses natur, men samtidig en oplagt mulighed for at stifte bekendtskab med farverige og eksotiske kulturer. Noget af det mest tillokkende ved Myanmar som rejseland er at vestlig mode og kultur kun ligeså langsomt er ved at gøre sit indtog. Langt de fleste mennesker, Bamar såvel som minoriteter, bærer stadig traditionel påklædning og oksekærre er stadig for de fleste burmesere, den mest almindelige transportform.
Vandreområder i Myanmar
Selvom der er blevet åbnet meget op for hvad man må og ikke må i Myanmar over de sidste år så er der stadig en del områder, der er lukket land for turister. Samtidig er turistsektoren stadig under opbygning. De mest oplagte mål for vandreferier er derfor som regel begrænset til 4 hovedområder, der alle ligger relativt tæt på hinanden: Kalaw, Inle, Hsipaw og Loikaw.
Kalaw og Inle ligger begge to i den sydlige del af Shan-staten. Kalaw blev anlagt af briterne som sommerhovedstad, hvor man flyttede til for at undslippe varmen i de allervarmeste måneder. Klimaet minder om en god Europæisk sommerdag hele året rundt hvilket gør at trekking er behageligt selv i de varmeste måneder. Inle søen ligger ret tæt på Kalaw og det er populært at tage på 3 dages trek mellem de to byer. Inle er en af de største ferskvandssøer i Myanmar og den er kendt for sin unikke kultur, hvor fiskerne roer med benene. Endelig ligger Hsipaw også i Shan-staten, men i den nordlige del.
Endelig skal det nævnes at der er åbnet op for trekking i Loikaw, der kun for ganske nyligt er blevet åbnet for udlændinge. Loikaw er hovedstaden i delstaten Kayah, der mest af alt er kendt for at være hjemsted for Padaung-folket. Padaung kvinderne bliver populært kaldet for girafkvinder på grund af deres mange tunge messingringe om halsen. Denne særegne stamme er blandt andet beskrevet af den danske eventyrer Jørgen Bitch og selvom de også kan opleves i ”reservater” i Thailand og andre byer i Myanmar, så er det kun her de egentlig lever.
Foruden ovenstående områder er det også muligt at tage på længere trekking ture til meget afsides liggende områder af Myanmar, eksempelvis Putao, der regnes som Sydøstasiens højeste punkt.
Det skal dog siges at det er meget dyrt og meget tidskrævende at arrangere ture til afsidesliggende områder af landet. Derudover kræver det special tilladelser som skal søges langtid i forvejen.