Sværhedsgrad: 3
Længde: Ca. 21 km
Ruten Hirtshals til Lønstrup:
Ruten mellem Hirtshals og Lønstrup er på ca. 21 km, med mulighed for at gøre en afstikker på et par kilometer til Tornby Kirke, hvor man kan se en runesten og et flot træskærearbejde. Endvidere kan man tage en afstikker på ca. 3 kilometer til Skallerup Kirke.
Ruten følger Nordsøstien hele vejen, men især omkring Hirtshals kan afmærkningen være en smule forvirrende.
Bemærk at der udover Hirtshals og Lønstrup ikke er mulighed for at købe noget som helst (der er en købmand på vejen, men han var lukket da jeg gik forbi) så medbring rigeligt med drikkevare osv.
Hirtshals til Hirtshals Fyr
Første del af ruten går man ind igennem Hirtshals by med mulighed for at se den imponerende havn. Efter et par kilometer kommer man gennem sommerhusområder og klitter inden man når frem til Hirtshals Fyr og de imponerende bunkere, der er bevaret i klitten ved fyret..
Hirtshals Fyr til Skallerup Klit
Fra Hirtshals Fyr og frem til Skallerup klit går ruten primært gennem fredet og ubebygget natur. Vandreruten går gennem utrolig varieret natur hvor man kommer forbi såvel indlandsklitter som skov og eng.
Skallerup Klit til Lønstrup
De sidste 4-5 kilometer fra Skallerup Klit til Lønstrup går hærvejsruten igennem ret tæt bebyggede sommerhusområder. Lønstrup byder på masser af gode spisesteder, hvis man er blevet sulten af turen.
Naturen:
Den første del af ruten fører igennem Hirtshals by og forbi fyrtårnet. Herefter følger ruten stranden et par kilometer indtil Tårnby strand hvor ruten svinger ind over Slette Indlandsklitter. Indlandsklitterne er utrolig smukke i perioden maj-august hvor de står dækket i et hav af blomster. Inden ruten rammer stranden igen passere den Tårnby klitplantage, der byder på tæt skov og imponerende slugter.
Seværdigheder:
Hirtshals
Udgangspunktet for turen er Hirtshals by. Hirtshals blev grundlagt som et forsøg på at skabe en tredje betydelige havneby langs vesterhavet. Byen blev først grundlagt omkring sidste århundreskifte men det er i dag en temmelig stor provinsby. Af lokale seværdigheder kan nævnes Nordsøen Ocenarium og Hirtshals fyr.
Tornby
Hærvejsruten fra Hirtshals til Lønstrup fører ikke direkte igennem Tornby, men man kommer forbi såvel Tornby strand som Tornby Klitplantage. Har man tiden og kræfterne til det kan en afstikker til Tornby Gammel Købmandsgård dog anbefales. Lige i nærheden af købmandsgården er der endvidere en fantastisk udsigt fra Tornby Bjerg.
Skallerup
Lige inden man når frem til Lønstrup passeres Skallerup Indlandsklitter der er et særpræget syn. Klitterne er dannet af flyvesand i perioden mellem 1500-tallet og 1800-tallet. Store dele af området er fredet og det er muligt at se et væld af ellers sjældne fugle og blomster. Området er foruden den smukke natur kendt for det store ferieresort Skallerup Seaside Resort.
Overnatninger i området
Der er rig mulighed for overnatninger i Hirtshals såvel som i Lønstrup. Ved at klikke på bynavnene kan du se de hoteller, der er tilgængelige i de respektive byer. Derudover er der også anlagt en gratis shelterplads i Tornby Klitplantage. Shelterpladsen ligger et par hundrede meter fra Hærvejen, men via Hærvejs App’en er det let at finde den.
Læs mere om næste etape mellem Lønstrup og Thise.
Du kan læse meget mere om ruten her eller på haervej.dk