Sværhedsgrad: 1-2
Længde: Valgfrit. Der er anlagt et hav af mindre vandreruter gennem Nationalpark Thy hvoraf de korteste bare er på et par kilometer. Derudover er der mulighed for at vandre hele vejen fra nord til syd langs Nordsøstien eller Redningsvejen.
Naturen i Nationalpark Thy
Naturen varierer mellem skove, klitplantager, heder samt vindblæste strandklitter. Strandene er utrolig brede og giver gode bademuligheder hvis vejret tillader det, hvilket kan være en fin måde at køle ned efter en hård vandring. Der er rig mulighed for at indsamle forskellige krydderurter, der kan bruges til at lave hjemmelavet snaps. Grundet den unikke natur og relativt tynde bebyggelse er fuglelivet utrolig rigt i nationalpark Thy så det er en god ide at tage en kikkert med på vandreturen.
Vandring i Nationalpark Thy
Der er anlagt et virvar af korte vandreruter i nationalparken på længder fra et par kilometer til omkring 10 kilometer. Disse kortere ruter har alle til formål at fremvise den unikke og barske natur i Thy, samt give besøgende et indblik i områdets usædvanlige kulturhistorie. Desværre er de små vandreruter ikke altid direkte forbundne hvilket gør det besværligt og tidskrævende at kombinere dem til en længere vandring. Den begrænsede offentlige transport gør i det hele taget at det er lettest at være i egen bil hvis man vil gå flere af ruterne.
Et alternativ til de små ruter er at gå igennem Nationalpark Thy via Nordsøstien, der følger nationalparken fra nord til syd og som giver mulighed for at fortsætte vandringen nordpå eller sydpå.
Der er også anlagt en vandrerute langs hele kyststrækningen, Redningsvejen, der går fra Bulbjerg i nord til Aggertange i syd.
Endelig er der mulighed for at udforske Nationalpark Thy uden at følge de afmærkede stier.
Du kan finde detaljerede kort over ruterne i Nationalpark Thy her.
Overnatning i Nationalpark Thy
Der er anlagt en lang række shelters rundt omkring i nationalparken, der er til fri afbenyttelse. Der er oveni også udpeget en del områder, hvor man frit kan stille telte op. Du kan finde et oversigtskort over shelterpladser og teltpladser hos naturstyrelsen. Hvis du ikke er så meget for at sove i det fri så er der også en del hoteller og privatelejligheder du kan leje dig ind på. Du kan eventuelt danne dig et overblik via booking.com.