Sværhedsgrad: 1-2
Længde: 12 eller 25 kilometer alt efter om man kun går en halvdel eller om man går hele vejen rundt om søen
Vilsted Sø er den største ferskvandssø i Nordjylland. Søen var totalt drænet indtil 2006 hvor den takket være en storstilet naturgenopretningsindsats blev genskabt takket være Aage V Jensen Fonden og daværende Nordjyllands Amt. I dag er den lavvandede sø, med sine imponerende 860 hektar, et yndet yngle og opholdssted for en lang række fugle.
Vandring ved Vilsted Sø
Hele vejen rundt om søen er der anlagt en fin og velskiltet vandresti. Turen rundt om søen er på ca. 25 kilometer. Siden 2014 har det endvidere været muligt at halvere turen, da der er anlagt en fin træbro tværs over søen ca. midt på. I midten af søen er der også anlagt et udkigstårn med kikkert og information om de forskellige fugle, der ofte kan ses ved søen. Den sydlige del af søen er udlagt som fuglereservat og turen rundt om denne del af Vilsted Sø er på ca. 12 kilometer og giver rig mulighed for at se gæs, svaner, rørhøg og musvåge tæt på.
Et kort over hele stisystemet kan findes her.
Naturen ved Vilsted Sø
Vilsted Sø er unik fordi den er så lavvandet. Det gør at fugle, der ellers sjældent ses i Danmark kan opleves her. Dette gælder eksempelvis Skestorken, der er den eneste Ibis fugl, der gæster Danmark. Også store flokke af gæs og svaner holder til ved søen. Vandreruten rundt om søen passere desuden igennem Lundgård skov over Bjørnsholm Å og igennem adskillige enge med græssende kvæg. Alt i alt en idyllisk vandring der på smukkeste vis formår at kombinere det danske bondeland, som det så ud i gamle dage, med unikt fugleliv og en smuk sø.